Ceausescu-ledelse

For mange ledere praktiserer Ceausescu-ledelse.

Nicolae Ceausescu var leder af Rumænien fra 1965 til 1989. Han var en hensynsløs diktator, som systematisk forfulgte anderledes tænkende gennem det berygtede sikkerhedspoliti Securitate. Han blev i 1989 stillet for en militærdomstol, anklaget for folkedrab og henrettet ved skydning 1. juledag.

Indtil hans død var han af den faste overbevisning, at han havde skabt en mønsterstat, og at han var vellidt af befolkningen. Begge dele var løgn. Men under hans ledelse var alle former for opposition blevet bekæmpet. Han omgav sig af rygklappere, som talte ham efter munden. Dem der talte ham imod, blev skaffet af vejen.

Mange ledere lider desværre af samme skavank – naturligvis i overført betydning. De omgiver sig med ja-sigere, og nej-sigerne ignoreres. Over tid kan Ceausescu-lederen få det indtryk, at alt kører som det skal. For ingen tør, eller gider, længere stille sig op og kritisere.

De færreste ledere erkender, at de ikke bryder sig om negativ kritik, men det er min erfaring, at der ofte ikke lyttes, endsige handles på baggrund af negativ kritik. Men manglende lydhørhed får ikke problemerne til at forsvinde. Kritikken går under jorden, den spredes mellem medarbejderne og går fra at være konstruktiv til at være destruktiv.

Personligt sætter jeg pris på saglig kritik – navnlig når den er negativ. Det er altid rart at få at vide, at man gør det godt, men ofte udvikler man sig mere personligt og fagligt ved at få gode råd til, hvordan man kan forbedre sig.

Den holdning deles ikke af alle. Kritiske medarbejdere bliver hængt ud som brokkehoveder. Prøv nu at tage ja-hatten på, lyder den typiske besked til den kritiske medarbejder.

Evnen til at modtage kritik aftager ofte proportionalt med lederens manglende evner. En stærk leder tåler negativ kritik, fordi den pågældende har tillid til egne evner. Selvværdet er stort. En svag leder viger fra negativ kritik, fordi vedkommende har svært ved at argumentere for egne synspunkter. Selvværdet er lavt.

Jeg er personligt et meget roligt gemyt, grænsede til det flegmatiske, men jeg bliver vred, hvis medarbejderne deler kritik uden at delagtiggøre mig i det. Hvis der er noget, som man er utilfreds med, skal det op på bordet, så vi kan diskutere, hvad der kan og skal gøres. Til tider fører det til, at en beslutning ændres. Jeg holder meget af den tidligere, nu afdøde, politiker Erling Olsens ord om, at det er bedre at tabe ansigt end at tabe hovedet. Til tider holder jeg fast i den oprindelige beslutning ud fra den betragtning, at argumenterne for en ændring efter min mening er for svage. Og hvis jeg holder fast, forventer jeg selvfølgelig, at medarbejderen bakker loyalt op om beslutningen. Selvom man er uenig, er det ikke i orden offentligt at tage afstand fra en beslutning, hvis man har haft lejlighed til at lufte sin kritik.

 

Skrevet af

EFTERLAD EN KOMMENTAR