Stress er blevet en folkesygdom

Stressforeningen mener, at 430.000 danskere har alvorlige symptomer på stress. Selvom det må være vanskeligt at gøre præcist op, så er tallet alarmerende højt. Noget må gøres. Men hvordan undgår du den stress, som på længere sigt giver mén (fx søvnbesvær, ondt i maven, hovedpine og koncentrationsbesvær)?

Først og fremmest er det vigtigt at erkende, at årsagerne til stress både kan findes på arbejdspladsen og privat. En indsats på jobbet kan vise sig nytteløs, hvis roden til det stressede liv findes på hjemmefronten. Og omvendt.

Ingen kan være i tvivl om, at der i dag løbes stærkere på arbejdsmarkedet end tidligere. Og mange chefer virker i deres adfærd snarere stressfremkaldende end dæmpende. Mikroledelse (chefen med den røde tush), manglende vilje eller evne til at prioritere opgaverne (alt skulle helst være løst i går), fravær af overordnede mål (hvor skal vi hen du?) og konfliktskyhed (konflikter, hvor?) er typiske eksempler på chefadfærd, som virker stressende på medarbejderne.

Stress skal tages alvorligt. Det er uetisk at presse sine medarbejdere så hårdt, at de bliver stressede. Hvis vores væsentligste konkurrenceparameter er, at vi kan få vores medarbejdere til at arbejde solen sort, har vi spillet fallit. Men det er ikke kun etikken, som er på spil. Arbejdsevnen er nedsat hos en stresset medarbejder, og det påvirker ofte ikke kun medarbejderens egen indsats men også kolleger, som kan opleve en øget arbejdsbyrde. Fører stressen til en sygemelding, tager det ofte lang tid, før den pågældende er tilbage på banen. Og det tager endnu længere tid, før medarbejderen har genvundet kampkraften.

Hvad kan du som chef gøre for at bekæmpe den arbejdsrelaterede stress? Det er efter min mening ikke raketvidenskab. Der er fire værktøjer. Kunsten er ikke kun at vælge det rigtige, men også at gribe ind, mens tid er. Inden stressen når et niveau, hvor kun en sygemelding kan redde medarbejderen.

  1. Du kan tage nogle af medarbejderens arbejdsopgaver og give dem til kollegerne. Ofte vil den løsning være vanskelig, fordi kollegerne også har nok at se til, men muligheden er til tider til stede. Men det er vigtigt, at den medarbejder, som får de ekstra opgaver, er indforstået hermed. Ellers eksporterer du bare problemet.
  2. Du kan beslutte, at nogle af opgaverne ikke skal løses alligevel. Enten i en overgangsperiode eller permanent. Vi bilder os ind, at alt hvad vi gør er yderst vigtigt, men sandheden er, at der til tider bruges tid på unyttige aktiviteter. I kategorien af opgaver, som ikke skal løses, kan også være at se på organisationens mål. Hvis du har opstillet servicemål, som stresser medarbejderne meget, kan det være nyttigt at overveje, om opfyldelsen af de pågældende mål tilfører din kunde værdi. Hvis ikke så skru ned for ambitionerne.
  3. Du kan lære medarbejderen at arbejde lidt smartere. Vi skal ikke løbe hurtigere, men vi skal løbe i den rigtige retning. Der kan være arbejdsprocesser, som kan forenkles. Til tider kræver det investeringer i fx IT. Til tider kræver det bare, at vi tænker os om.
  4. Endelig kan du vælge at ansætte yderligere en medarbejder. Det er ofte den løsning, som er vanskeligst, fordi de fleste arbejdspladser har fokus på omkostningerne. Men hvis de andre tre løsninger ikke er mulige, må du gribe til den.

Uanset hvilket løsning der vælges, er det vigtigt, at det sker i dialog med den stressede medarbejder. Hvis du fx vælger at fjerne en arbejdsopgave, og det lige præcis er den opgave, som medarbejderen brænder allermest for, så kan det forøge stresstilstanden i stedet for at mindske den.

Men som sagt kan ikke al stress tilskrives arbejdet. Jeg har haft en medarbejder, som var sygemeldt med stress. Da vedkommende kom tilbage på arbejdet, fortalte hun, at årsagen til hendes stress var at finde i privatlivet. Hun havde påtaget sig for mange tillidsposter i de foreninger, som hun var medlem af. Hendes sygeperiode havde heldigvis lært hende det lille ord nej.

Stress, som er relateret til privatlivet, kan være svært at gøre noget ved som chef. Men hvis du kommer i situationen, kan du som minimum søge at beskytte medarbejderen i forhold til arbejdsopgaverne.

Medarbejderen spiller hovedrollen, når det gælder at bekæmpe den privatlivsrelaterede stress. Nøglen er at prioritere. Vi udsætter os selv for et stort pres i kraft af egne ambitioner og krav om det perfekte – hver gang. Vi vil nå det hele: Karriere, venner, børn, sport, have, hus og bil. Og vi vil nå det, inden vi bliver 35.

Derhjemme skal man være bevidst om, hvad man bruger sin tid på, og – som på arbejdspladsen – lære at prioritere mellem det vigtige og det mindre vigtige.

Ifølge Danmarks Statistik bruger danskerne i gennemsnit næsten tre timer om dagen på TV. Men er det nødvendigt at hænge foran flimmeren, mens aftensmaden fordøjes? Behøver du i samme sæson både gå til moderne dans og følge foredragsrækken i Københavns historie? Skal kagen, som lille Peter skal have med i børnehaven, nødvendigvis være hjemmelavet – hver gang? Skal vi nødvendigvis alle mødes i Silvan hver lørdag for efterfølgende derhjemme at kaste os over de gør-det-selv-projekter, der langt hurtigere og bedre kunne være udført af en autoriseret håndværker?

Den daglige transport er en selvstændig kilde til stress. Jeg ved godt, at med boligprisernes himmelflugt er mange reelt tvunget ud af København og ind i køen hver morgen på Sydmotorvejen eller Motorring 3. Men der er altså også nogen, for hvem valget af bolig er et bevidst valg. Hvor herlighedsværdierne i provinsen har vundet på bekostning af kort transporttid til arbejde.

Sidst men ikke mindst så er der jo faktisk nogen, som overkommer det mest fantastiske. Det bedste råd i den forbindelse er, at du bør erkende, at folk er forskellige. Lad være med altid at måle dig med de få, som kan nå det hele. Dét kan nemlig også give stress.

 

Skrevet af

EFTERLAD EN KOMMENTAR